VILMA

21.04.23 Support: Maaneland 130,- inkl. gebyr Start: 21:00 Døre: 20:30

GLÆD DIG TIL AT OPLEVE VILMA PÅ STUDENTERHUSET DEN 21. APRIL!

VILMA laver dansksproget, nærværende popmusik med afsæt i kærligheden til sin opvækst og hjemstavn i det vestjyske. Hun favner både magien, det simple og det komplekse i de relationer, hvor følelser ikke er noget man italesætter, men hvor kærligheden alligevel ikke er til at tage fejl af. Hun tester sin indre følelsesforskrækkede ærkejyde, trodser sin angst og udfordrer den ironiske afstand mange har til egne og andres følelser, når de faktisk fortæller noget, der er vigtigt for dem.

VILMAs debutalbum ’Kærlighedserklæringer’, som er produceret i samarbejdet med Morten Frost, Markus Artved (Lukas Graham, Patrick Dorgan) og Ole B. Meyer (Pauline, JUNG), udgives d. 21. april 2023 med tre forudgående udgivelser.

Det seneste år har VILMA markeret sig som liveartist og har spillet support for Mads Langer, Carl Emil Petersen, Signe Svendsen og senest på Annika Aakjærs forårstourné. For publikum er VILMA med sit nærvær og sine relaterbare historier, blevet en stemme for dem, der har svært ved at sætte ord på de mest banale, men højst betydningsfulde følelser.

VILMAs debutalbum udkommer også i en selvdesignet vinyludgave med små historier og tegninger til hver kærlighedserklæring. Op til udgivelsen kan man opleve VILMA live og se hende vise hvorfor der er plads til hendes kærlighedserklæringer på den danske musikscene.

Support:

Maaneland er et Aalborgensisk band, som opstod ud fra en vision om at skrive vedkommende sange, der med intens gennemslagskraft taler til det, som rører sig under skjorten. Flettet ind i drømmende klaverpassager og fuldfede rockguitarer formår Maanelands refleksive sangskrivning og halvskæve kompositioner at tale til dem, som ikke ved, om de har regnet det hele ud. Bandet debuterede i 2021 med deres første single ’Maaneland’, som høstede flotte roser hos bl.a. HeadQuarters og GFRock. I et tæt samarbejde med Søren Zahle (Peter Sommer, Jacob Dinesen) i Studio Communale, har bandet sidenhen udgivet debut-ep’en, ’Metervarer’. til maj 2023 udgiver bandet deres debut-album, ‘Metervarer til en drømmer’. Holdet bag Maaneland består af erfarne musikere og har over det seneste år spillet koncerter i hele Danmark, heriblandt SPOT Festival 2021, Musikhuset i Århus, SKOVROCK og Musikkens Hus i Aalborg.