Sofa Sessions – Lokale Lydspor til din Fredag
🎶 Hver fredag kl. 16:00–18:30 i Caféen
Hver fredag rykker vi sofaen frem i Studenterhusets Café og inviterer en lokal musiker, kunstner, kulturperson eller et band til at styre musikken i i 2,5 time. De medbringer deres egne lydspor – musik, der har formet dem, inspireret dem eller bare fylder deres playlister lige nu.
Vi stiller med sofa, pladespiller, CD-afspiller og mixer – vores gæst står for musikken og stemningen. Det er ikke en koncert og ikke et dansegulv – men en musikalsk samtalestarter i behageligt tempo, hvor du kan synke ned i en blød stol og måske opdage en ny favorit.
Samtidig er der fredagsbar med gode priser – så der er ekstra god grund til at blive hængende.
Tag plads. Lyt med. Snak musik.
FOX PALOMA
Denne fredag overtager Fox Paloma sofaen – og du kan godt forberede dig på en psykedelisk eftermiddag i stereo.
Med 12-strenget guitar, beatleshår og lyse vokalharmonier har Fox Paloma siden debuten i 2022 kanaliseret den sene 60’er-psykpop med både charme og præcision. Men 2024 byder på nye toner: Genrer og tider blandes, personligheden træder tydeligere frem, og lyden bliver mere frisk og udfordrende.
Kom og hør, hvad der inspirerer dem – fra euforiske retrostemninger til nutidige lydlandskaber. Det bliver drømmende, nostalgisk og nysgerrigt.