Slægt + Alkymist

14.09.19 Kr. 50 inkl. gebyr Start: 21:00 Døre: 20:30

Studenterhuset Aalborg er stolte af at præsentere det fremadstormende danske metalband Slægt + Alkymist!

Slægt fra København er lyden og essensen af fire hjerter og sind, der forenes og går sammen imod det ukendte. Bandet har fundet deres helt egen og unikke måde at spille heavy metal på. Stilistisk kommer inspirationen fra et bredt spektrum af kilder, blandt andet NWOBHM og black metal scenen/scenerne fra 80’erne og 90’erne. Men det er ikke udelukkende herfra, bandet finder deres inspiration. Slægt spiller episk, formørket heavy metal uden nogen begrænsinger i deres tilgang til stilen. De udforsker nye territorier og går ud over de åbenlyse normer inden for genren, hvilket gør dem friske og dynamiske. Mørket i musikken og teksterne flyder fremad i udbrud af energi.

I marts 2018 gik Slægt atter en gang i studiet. Resultatet af dette var gruppens tredje fuldlængde “The Wheel”, der udkom i oktober 2018. Endnu en gang modtog gruppen gode anmeldelser, og pladen blev bl.a. kåret til månedens album i det tyske magasin Deaf Forever, samt årets album i Ekstra Bladet. For at promovere “The Wheel” tog Slægt på turné rundt om i Europa i oktober 2018. Første halvdel var med det Berlinbaserede band Maggot Heart, og anden halvdel var endnu en gang med tyske Venenum. Efter det besluttede trommeslager Adam K. Nielsen at forlade gruppen og spillede hermed sit sidste show med Slægt i DR’s koncerthus i januar 2019. Gruppen valgte herefter, at indlemme Anders Edalis, som ny trommeslager. I april 2019 udgives singlen “Black Bombs”, som blev indspillet på samme tid, som “The Wheel”. Herefter følger endnu en Europa turné. Denne gang med det tyske band Ketzer, som bl.a. vil føre gruppen til den hollandske festival Roadburn.

The Wheel (2018): https://www.youtube.com/watch?v=T_4mKZo4rdc&t

  • Alkymist:

ALKYMIST er en ny kraft i doom metal - en kraft, der på sin egen vis søger at bringe forandringens håb ind i en kaotisk tid. Bandet blev dannet i 2016 af guitarist Stefan Krey (Gas Giant) og bassist Kaspar Luke (Düreforsög) med intentionen om at skabe den tungest mulige musik i et progressivt og atmosfærisk univers. I 2017 blev besætningen fuldendt af sanger Peter Bjørneg (Detest) og trommeslager Philip Kjær Morthorst (The Ritual), og kvartetten indspillede herefter selv debut-EP’en ‘Element’, der udkom i januar 2018. EP’ens beåndede og originale tilgang til progressiv sludget doom samt det mystiske og minimalistiske visuelle udtryk skabte begejstring på den nationale scene, hvor forventningerne til bandets kommende udgivelse har været mærkbare. ALKYMIST er nu klar med deres selvbetitlede debutalbum, som indeholder seks storslåede metal-kompositioner fordelt på 44 minutter, indspillet og produceret af Lasse Ballade (Solbrud, Orm, Slægt).

Musikken på ALKYMISTs debutalbum kan betegnes som progressiv doom metal - en slags “art metal” som deler et åndsfællesskab med klassisk musik og 70’ernes progressive rock. ALKYMIST lader sig ikke diktere af genrekonventioner og stiløvelser. De er derimod deres egne herrer, der på albummet viser vejen for fremtidens doom metal i kraft af deres komplekse lyd, mærkbare virtuositet og suveræne kompositoriske overblik. Musikken er knusende tung og ligeledes melodisk og fængende, men den indeholder i ligeså høj grad dynamik, pauser, teksturer og soniske eksperimenter, som skaber et på én gang sært, smukt og frygtindgydende udtryk. ALKYMIST udpensler ikke al mening og intention bag deres musikalske kreationer. Musikken dikterer således ikke, hvad lytteren skal føle og tænke, men der skabes derimod et fortolkningsrum, hvor lytteren får plads til at danne sine egne billeder, stemninger og forestillinger. Man bydes således indenfor til en rejse gennem en verden af paradokser og urkræfter i et overvældende komplekst, intenst og lyrisk lydlandskab.

https://www.youtube.com/watch?v=wwg-w7gyg-c