Nordkraft Big Band gæster Studenterhuset d. 9. april!
DU BEHØVER IKKE VÆRE STUDERENDE FOR AT KØBE BILLET
Studenterhuset gør venligst opmærksom på, at studiebilletter udelukkende kan købes af studerende/unge under 16 år og kræver derfor fremvisning af gyldigt studiekort/ID i entré.
Nordkraft Big Band, Remy Le Boeuf (US) og Danielle Wertz (US) Silent Course
Nordkraft Big Band inviterer til en storslået koncertoplevelse, når de sammen med den prisvindende amerikanske sangerinde Danielle Wertz og deres chefdirigent, den 4x Grammy-nominerede saxofonist og komponist Remy Le Boeuf, præsenterer musikken fra deres kommende album Silent Course.
Koncerten byder på en unik blanding af jazz, folk og moderne klassiske elementer, med både nykomponerede værker og særlige fortolkninger af Joni Mitchell og Madison Cunningham. Musikken er arrangeret direkte til Nordkraft Big Band af Remy Le Boeuf, hvis filmiske og melodidrevne stil er blevet rost af The New York Times for sin “overvældende skønhed”.
Danielle Wertz har markeret sig som en af de mest spændende stemmer på den internationale jazzscene. Hendes nærværende vokal og evne til at skabe intime musikalske universer har ført til anerkendelse i bl.a. Thelonious Monk International Jazz Vocal Competition. Hun har turneret i USA og Europa og samarbejdet med nogle af jazzens største navne.
Remy Le Boeuf har været tilknyttet Nordkraft Big Band siden 2023 og er en af tidens mest markante jazzkomponister. Med inspiration fra både jazz, moderne klassisk musik og indie-rock har han skabt et unikt udtryk, der fornyer bigbandgenren. Nordkraft Big Band har de seneste år markeret sig som et af Danmarks mest aktive og visionære bigbands, både med anmelderroste udgivelser og internationale samarbejder.
Koncerten er en del af Nordkraft Big Bands projekt ”Big Band Night”, som har fokus på at præsentere bigband- og jazzmusik for unge generationer. Derfor er der rabatbilletter til unge og studerende.
Nordkraft Big Band er bl.a. støttet af Kulturministeriet, Aalborg Kommune, Statens Kunstfond og Spar Nord Fonden.