NEBULAH x uberørt - The Sun Tour
Dette er en plus one-koncert, og derfor kan du med gyldigt studiekort invitere én ekstra gæst med på din koncertbillet
DU BEHØVER IKKE AT VÆRE STUDERENDE FOR AT KØBE BILLET
NEBULAH udgiver deres nye album The Sun den 20. marts 2026 – og kort efter kan du opleve dem på Studenterhuset Aalborg med en koncert, hvor musik, performativ teknologi og naturens egne kræfter flettes sammen i et stort audiovisuelt univers skabt i samarbejde med den visuelle kunstnerduo uberørt.
Som en del af Statens Kunstfonds satsning Eksperimenter med nye koncertformater 2025-2028, og i partnerskab med Godset i Kolding, skubber NEBULAH x uberørt til grænserne for, hvad en koncert kan være. Projektet udfolder sig på tværs af spatial lyd, installationer, extended realities og audioreaktive landskaber – og foråret 2026 bringer The Sun Tour rundt på nogle af Danmarks mest fremsynende spillesteder.
NEBULAHs musik og lyrik rummer en mystisk, feminin og eksperimenterende energi, hvor kontraster mellem sårbarhed, vildskab, frustration og nærvær står centralt. The Sun udforsker relationen mellem mennesker, natur og de kræfter, der binder os sammen eller adskiller os. Fronten udgøres af den kvindelige trio med to vokaler og guitar, mens bas, guitar og trommer fuldender det ekspressive lydbillede.
uberørt – samarbejdet mellem Louise Lessél (NY) og Nina-Franziska Christiansen (Kbh) – forener digital scenografi, performativ teknologi og immersive oplevelser i skræddersyede interaktive værker. Sammen med NEBULAH inviterer de publikum gennem naturens ustyrlige vildskab og foranderlighed, og videre ind i et univers præget af surrealisme, glitches og abstraktion.
NEBULAH markerede allerede retningen for det nye univers med singlen Plains of Silence i september – inspireret af håbet om, at naturen igen vil få plads til at herske. Tidligere samme år udgav de Dew (feat. NATURE) på Earth Day i samarbejde med Sounds Right, hvor naturens egne lyde trådte frem som kunstnerisk medskaber.
Line-up:
- Janne Hagen Therkildsen – vokal, electronics, percussion
- Hannah Busk Larsen – vokal, electronics, percussion
- Elisabeth Panduro Holst – guitar
- Mads Menzer – guitar
- Jonathan Larsen – bas, moog
- Mathias Fabricius – trommer