Sofa Sessions – Lokale Lydspor til din Fredag
🎶 Hver fredag kl. 16:00–18:30 i Caféen 🛋️ Det er helt gratis at være med 🍻 Fadøl til en 20'er
Hver fredag rykker vi sofaen frem i Studenterhusets Café og inviterer en lokal musiker, kunstner, kulturperson eller et band til at styre musikken i i 2,5 time. De medbringer deres egne lydspor – musik, der har formet dem, inspireret dem eller bare fylder deres playlister lige nu.
Vi stiller med sofa, pladespiller, CD-afspiller og mixer – vores gæst står for musikken og stemningen. Det er ikke en koncert og ikke et dansegulv – men en musikalsk samtalestarter i behageligt tempo, hvor du kan synke ned i en blød stol og måske opdage en ny favorit.
Samtidig er der fredagsbar med gode priser – så der er ekstra god grund til at blive hængende.
Tag plads. Lyt med. Snak musik.
legobygger123 legobygger123 har som så mange andre unge mennesker fået sin musik dannelse ved at være kronisk online. Hans diskografi er eklektisk, og det samme kan forventes af musikken der bliver spillet til denne Sofa Sessions. Den 19-årige rapper/producer vil tage lytterne med på en sonisk rejse igennem et blandet musikunivers. Der kan forventes alt fra Grime til SoundCloud grails, fra Roots Reggae til Digicore, fra eksperimenterende elektronisk til Midwest Emo plus alt det løse. Kom forbi!