Iceage

27.05.21 Kr. 150 inkl. gebyr Start: 20:00 Døre: 19:30

Vi er særdeles stolte over at præsentere Iceage, der gæster Aalborg allerede torsdag den 27. maj!

VIGTIG INFORMATION OM CORONAPAS OG COVID-19:

Sikkerhed og tryghed er absolutte førsteprioriterer ved alle vores arrangementer — både for gæster, ansatte og optrædende. Vi følger regeringens regler, retningslinjer og udmeldinger nøje, der vedrører os som spillested, café og des lige. Dette inkluderer krav om gyldigt coronapas, hvorfor dette skal fremvises for adgang til alle vores faciliteter. Vi ønsker at alle får en optimal oplevelse i trygge rammer.

——————————————— Døre: 19.30 Koncertstart: 20.00 Entré: 150,00 kr. (inkl. gebyr) ———————————————

Læs meget mere om bandets aktualitet nedenfor!

Udvalgte citater om førstesinglen “The Holding Hand”:

“[a] magnificent, trudging ballad, with blurting strings and a peculiar twinkle menacing the back of the mix.” - The Guardian "an ominous transmission from a band who can summon a storm like few others” - Pitchfork

"’The Holding Hand’ unfolds like a highlights reel of the band's strengths and makes one thing abundantly clear: Ten years on from their iconic debut New Brigade, Iceage have lost none of their power or their bite." - Stereogum, #1 Song of the Week

Iceage annoncerer deres nye album Seek Shelter, ude fredag d. 7 maj 2021 via Escho og Mexican Summer. Albummet er bandets femte fuldlængde-udgivelse og den første på pladeselskabet Mexican Summer. I dag kan man så høre anden-singlen “Vendetta” fra den kommende plade, akkompagneret af en video instrueret af Jonas Bang, med Zlatko Burić i hovedrollen. “Vendetta” er opfølgeren til førstesinglen “The Holding Hand”.

Iceage skubber gang på gang til grænserne for, hvordan deres musik kan lyde, og den kommende udgivelse er ingen undtagelse. Elementer af blues og gospel samt bandets nyeste tilføjelse, guitaristen Casper Morilla Fernandez, spiller op ad eksperimenterende produktioner. Det danner ramme for nye udtryk som romantiske Jacques Brel-noter på “Drink Rain”, ubarmhjertige hævntemaer på “Vendetta” og fængslende og tight flirt med en The Clash-lignende funk på “High & Hurt”. Seek Shelter er produceret i samarbejde med den legendariske producer Sonic Boom (Peter Kember fra Spacemen 3) samt bandets faste partner Nis Bysted. Albummet er mixet af Shawn Everett (HAIM, The Killers, Vampire Weekend, The War On Drugs), som formår at bringe de mange facetter sammen til et nyt, samlet punkt for det københavnske band, der allerede vækker genklang overalt i verden.

Iceage har gennem mere end et årti været i konstant bevægelse, fra den internationalt roste debutplade New Brigade (2011) til opfølgeren You’re Nothing (2013), der cementerede deres status som punkrockens nye bannerførere og frem mod Plowing Into The Field Of Love (2014) og Beyondless (2018), som i stigende grad udvidede bandets lyd med blandt andet klaver, strygere, country-inspirerede guitarriffs og langsomme, storladne kompositioner. Iceage tilføjer konstant elementer til deres soniske palette, samtidig med at de bibeholder den nerve som kendetegner bandet. De har været igennem en stor musikalsk og personlig udvikling fra begyndelsen i den hyperlokale undergrund af København, til scener over hele verden gennem årene, hvor bandet trods deres stadigt unge alder har spillet hundredvis af koncerter hvert år siden debuten.

Seek Shelter er kommet til verden over tolv intense dage i et tidligere radiostudie i Lissabon. Omgivelserne faciliterede en blanding af ny sjæl og nostalgi, studiet med huller i det høje loft krævede klude hængende over et utal af spande for forhindre regndråber i at blive fanget af mikrofonerne mens Peter Kember havde fyldt hele rummet med havelamper. Det er den længste tid Iceage nogensinde har brugt på at indspille en plade, og det er første gang en anden producer end Nis Bysted bistår som en del af processen.

Elias Bender Rønnenfelt beskriver produceren Sonic Boom (Peter Kember) som en unik sparringspartner; et nyt sind, der både kunne forstå og udfordre de ideer, som bandet bragte til bordet. Partnerskabet kom i stand efter at Iceage havde læst et interview med Kember, hvori han udtrykte begejstring for bandet og et ønske om samarbejde - et ønske, som var gengældt af Iceage. Rønnenfelt husker, hvordan han som 12-13 årig lyttede til Spacemen 3, som Kember grundlagde som 16 årig i 1982. “Det var en af de ting der bare resonerede i mit væsen. Med Seek Shelter havde vi brug for en producer, der kunne komme med et andet perspektiv end vores eget - måske mere en magiker end en egentlig producer. Det ønske viste sig at blive opfyldt. Han [Peter Kember] ankom på førstedagen i Lissabon med en vognfuld af mærkeligt gear vi aldrig havde set før, og hans tilgang virkede perfekt for os.” Kember udtaler selv om bandet: “they’re fucking show offs, like everyone who was ever great and emotional and honest.”

Seek Shelter er ude 7 maj, på vinyl, cd og digitalt.