Ibrahim Electric og deres fantastiske fusion af genrer rammer Studenterhuset igen til oktober!
DU BEHØVER IKKE AT VÆRE STUDERENDE FOR AT KØBE BILLET
ALLE KAN KØBE BILLET TIL VORES KONCERTER OG BESØGE VORES BAR
OBS. Dette er en plus one-koncert, og derfor kan du med gyldigt studiekort invitere én ekstra gæst med på din koncertbillet
Det danske acid-power-beat-blues-jazz-orkester Ibrahim Electric har i mere end et årti været en af Europas mest populære instrumentalgrupper. I 2020 udgav de deres tiende album ‘Time Machine’ – en hyldest til deres tidlige helte, gode tider og det faktum, at de stadig virkelig elsker at spille med hinanden efter nu snart 20 år!
Gruppen der består af tre kæmpe kapaciteter indenfor dansk musik, nærmere betegnet guitarist Niclas Knudsen, trommeslager Stefan Pasborg og Hammond-organist Jeppe Tuxen, trækker på referencer til både jazz, funk, surf, afrobeat, 50'er rock 'n' roll, soul, blues, disco og meget, meget mere. Alt dette bliver blandet sammen til den klassiske "Ibrahim Electric-gryderet", hvor grundelementerne er energi, power, virtuositet og spilleglæde.
Ibrahim Electric har i løbet af de senere år markeret sig som et af de mest originale og populære orkestre på den europæiske musikscene. Deres energiske, udadvendte og til tider provokerende musik, har henrykket folk overalt, hvor de er kommet frem. Ibrahim Electric har bl.a. spillet særdeles succesfulde koncerter på nogle af klodens største og mest prestigefyldte festivaler i lande som USA, Canada, Brasilien, Cypern, Spanien, Norge og Danmark.
Montreal Jazz Festival, Canada:
”Danmarks bedste trio hedder Ibrahim Electric. Gruppens tekniske formåen er uden sidestykke i lille Danmark, og det er måske årsagen til, at trioen har katapulteret sig selv ud i det ydre rum for at prøve talentet af på planeten Xhinus….Rygtet fra det ydre rum taler sandt: Ibrahim Electric er lysår foran konkurrenterne, når det kommer til at genopfinde sig selv og presse de tre instrumenter til universets fjerneste afkroge” 5/6 – Fyens Stifttidende.