Fraads 2020

18.09.20 - Koncerten er afviklet Support: Lyra Valenza Kr. 130 inkl. gebyr Start: 21:00 Døre: 20:30

Vi er særdeles glade for at præsentere den poetiske hiphop-duo, FRAADS til efteråret!

————————————— ENTRE: 130,00 (inkl. gebyr) DØRE: 20.30 KONCERTSTART: 21.00 —————————————

FRAADS, der består af forsanger Papa Erotic og producer David Engelbrecht, er i løbet af 2020 klar med deres debutalbum. Publikum vil få en forsmag på debutalbummet, når FRAADS udgiver deres nye single ’Ingen er ligesom dig’ fredag d. 7. februar. Udover ny musik offentliggør FRAADS i dag koncerter i Horsens, Aalborg, Fredericia, Vejle og Odense i efteråret 2020, hvor de i forvejen har annonceret deres største koncerter til dato i København og Aarhus.

Koncerterne og den nye single kommer oven på et 2019, hvor FRAADS for alvor har markeret sig som et af de navne på den danske urbanscene, som ikke kan ignoreres. Opbakningen til duoens følsomme og alternative hiphop blev i den grad cementeret, da de i efteråret spillede to udsolgte koncerter i Lille VEGA i København og Radar i Aarhus. Bands Of Tomorrow var forbi og kvitterede med 5 ud af 5 stjerner. De skrev: ’Med bodyrolls, trompetspil og kæmpe musikalsk overskud markerede FRAADS fredag aften sig selv – ikke bare som en af de mest prominente og nyskabende hiphop-grupper, men også som et af de bedste nye livenavne.’

I 2019 udgav FRAADS publikumsfavoritterne ’Blinker’ og ’døde i dine arme’ – sidstnævnte blev P3’s 5. mest spillede sang i 2019. Nu er de klar med deres næste single ’Ingen er ligesom dig’, som er endnu en smagsprøve på FRAADS kommende og længeventede debutalbum. Albummet er på Soundvenues liste over ’23 danske album, vi virkelig ser frem til i løbet af 2020’.

På scenen kombinerer FRAADS det håndspillede med det programmerede, og de opfører lange improvisatoriske lyduniverser samtidig med, at de spiller deres stærke singler med sans for inddragende levering. Forsanger Papa Erotic kan det ene øjeblik svæve i rummet, hensunket i følsomhed og indlevelse, for i det næste øjeblik at hoppe manisk rundt på scenen og opfordre publikum til at gøre ham efter. Resultatet er en levende, sveddryppende og fornyende liveoplevelse.


Lyra Valenza

Som en bevægelse væk fra det døsige 4/4 paradigme, hen mod et alt omsluttende rave hyperspace, skaber duoen Lyra Valenza pulserende elektroniske universer der resonerer dybt igennem et frit flydende spind af extravaganza, hybrid jungle, hardcore og fremtidsklar atmosfære. Bag det latin lydende navn gemmer sig Jens Konrad Barret og Hjalte Lehmann, der sammen står ved roret af pladeselskabet Petrola 80. På scenen skaber Lyra Valenza sampletunge mashups der både lefler for det dansable og det eksperimenterende. Det var blandt andet tydeligt da duoen optrådte på Roskilde Festival 2018.