FABRÄK

03.05.24 Support: Oskar Witt Genre: Pop,Hiphop 210,- inkl. gebyr Start: 21:00 Døre: 20:30 Store sal

FABRÄK eksploderer i landets fire største byer i 2024

DU BEHØVER IKKE AT VÆRE STUDERENDE FOR AT KØBE BILLET

I foråret kan FABRÄKS famøse liveshows og uudtømmelige energi opleves rundt i landet, når den disruptive duo endnu en gang rammer landevejen.

Der kan ingen tvivl være om, at punkrap-duoen, FABRÄK, har taget det danske musiklandsskab ved hornene og banet vejen til tops med kometfart. Fra en start med at udgive trapmusik på Soundcloud, til at have begået debutalbummet Rige børn leger bedst fra 2022, der blev mødt af bred anmelderros og nomineret til flere priser.

Den eksplosive duo bestående af Anton Gadegaard Dyrby og Sixten Pozsonyi Rasmussen er kendt for deres højenergiske liveshows, som blandt andet sikrede dem en nominering til ”Årets nye livenavn” ved Danish Music Awards 2022. De formår at samle unge som ældre med deres vilde koncerter, om det så er under bagende sol på sommerens festivaler, eller under scenelysene på landets spillesteder. FABRÄK har i hvert fald fået det danske medielandskab til at spærre øjnene op og nysgerrigt følge med i duoens originale og disruptive musikalske univers.

I foråret 2023 drog FABRÄK på deres længste tour indtil videre, hvor de besøgte 23 byer rundt i landet til stor begejstring hos landets musikanmeldere. Heriblandt kvitterede Soundvenue med 5 stjerner for deres show på Train i Aarhus og kaldte det en ”triumferende koncert” og ”punket som bare fanden.”.

Senest har FABRÄK udgivet deres EP 7” med sange som den nu-metal inspirerede ”TO FINGRE” og tempofyldte ”AUTOSTRADA”, der gæstes af Artigeardit. Nu kan duoen endelig opleves live igen til foråret 2024, når de kommer landet rundt over fire aftener. Der er garanti for sveddryppende ekstase og velkendte hits, og mon ikke der kan opleves helt nye og hårdtslående tracks fra duoen også.

Support: Oskar Witt

Oskar Witt startede sin lyriske karriere på poetry slam scenen, hvor han som ung debutant vandt slams og dykkede ned i ordene. Da han derefter skiftede til en mere rapfokuseret stil, tog han de avancerede rim og den kraftfulde levering med fra poetry slam. Som poetry slammer fik han også udviklet en stor selvtillid på scenen, som giver ham evnen til at styre et publikum.

Oskar Witts inspirationer spreder sig på tværs af mange genrer. Lyrikere som C.V. Jørgensen, Michael Strunge, og de store amerikanske rappere har været med til at sætte deres præg på Oskar Witts personlige stil. Oskar Witts lyriske univers tager ofte udgangspunkt i mørkere temaer som identitetskrise, ulykkelig kærlighed, frygt mv. Sine tekster kombinerer han med eksperimenterende beats, som derfor skaber et unikt lydbillede. Oskar Witt lever sig altid ind i sine tekster og leverer dem derfor med masser af energi og følelser.