Wacken Metal Battle

04.05.19 Kr. 75 inkl. gebyr Starting: 19:00

Wacken Metal Battle er en unik mulighed for bands til at bryde op fra undergrunden og gøre opmærksom på sig selv i en opsætning, hvor der er rutinerede kræfter bag. 10 danske bands spiller to shows i battlens fem indledende runder, hvor fire vil gå videre til finalen. Vinderen af Wacken Metal Battle Danmark 2019 vil spille i battlens internationale finale på Wacken Open Air 2019.

I denne fjerde indledende runde glæder vi os til at præsentere:

KATLA (København) Sange med store fortællinger om helte, skurke og drager… Nu tror I sikkert, at power metallen er sikret på dette års danske Wacken Metal Battle Danmark. Tro om igen, for Katla er nemlig alt andet – tung og ond doom med black metalliske vokaler, der vil få alle fans af langsom og slæbende metal til at smide trusserne.

Verdande (Esbjerg) Gojira, Opeth og Periphery er de store forbilleder hos Danmarks nye progressive metalband. Verdande startede ud som en instrumental kvartet i 2016 som en del af et projekt på Syddansk Musikkonservatorium, men voksede hurtigt til et fuldendt line-up og et egentligt band. Gruppens selvbetitlede debut-EP er blevet mixet og mastereret af Jonas Haagensen i Hansen Studios og viser et band med groovy riffs, lynende guitar soloer og et atmosfærisk univers med drømmende passager.

Molok (København) Siden 2007 har gruppen huseret dybt, dybt nede i den danske black metal-undergrund. Det er blevet til i alt fire selvudgivende albums og over 50 shows, hvor Molok har delt scene med navne som Shining, Altar of Plagues og Solbrud – bandet bliver uden tvivl årets mørkeste oplevelse.

Polars Collide (Aarhus) Intens progressiv dødsmetal pakket med dystre toner, der drøner afsted med en vanvittig rytmik. De sidste 7 år har bandet brugt på at skrive sange, der bryder rammerne for, hvad man tænker om metallen herhjemme; nu er de klar til at fremvise deres på mange måder nyskabende musik på årets battle.

Mens dommerne finder aftenens vindere, vil de to sidste vindere af Wacken Metal Battle Danmark, Xenoblight og Sunless Dawn, sørge for larm til øregangene.

Vi glæder os alle meget til at præsentere morgendagens stjerner for jer!