UDSAT — Konstrukt

16.04.20 Support: TBA Kr. 60 inkl. gebyr Starting: 20:00 Doors: 19:30

OBS! Denne koncert er desværre udsat.

Billetsalget til dette arrangement er midlertidigt stoppet efter regeringens anvisninger om COVID-19. Nærmere information til vil følge.

Som følge af statsministeriets opfordring omkring coronavirus/COVID19 og forbuddet mod at holde åbent i kulturinstitutioner og værtshuse, så er Studenterhuset lukket til og med d. 29 marts. Dette påvirker derfor alle koncerter/events i denne periode.

Vi kan derfor ikke gennemføre koncerten som planlagt. Vi håber på jeres tålmodighed, og vi forsøger naturligvis at finde nye datoer til alle koncerter, så vi ikke skal aflyse. Hvis man har købt billet til koncerten, vil man få yderligere information på mail. Ellers følg med på vores side.

Med venlig hilsen Studenterhuset

Studenterhuset Aalborg er utroligt glade for at kunne præsentere den tyrkiske supergruppe Konstrukt i samarbejde med ALICE cph. Gruppen har bl.a. samarbejdet med støjrock legenden Thurston Moore og kunne opleves på sidste sommers udgave af Roskilde Festival.


Entré: 60 kr (+1 : Medbring én gæst gratis ved fremvisning af gyldigt studiekort) Døre: 19:30 Koncertstart: 20.00


Den tyrkiske jazzgruppe Konstrukt har siden 2008 været med til at udvikle på den internationale jazzscene og nu kommer de forbi Aalborg for at udfordre vores konventioner om lyd og musik.

På mange måder står Konstrukt som en ret unik gruppe i det moderne jazzlandskab, hvor kosmiske meditationer, eksplosive improvisationer og sfærisk bølgeskvulp ofte kan stå side om side med historiske referencer som fusionsjazz, bebop, den klassiske amerikanske freejazz eller groovy hardbop. Man ved aldrig helt hvad man får med Konstrukt, andet end at de har vist sig at mestre alle discipliner de endnu har kastet sig ud i. De seneste godt ti år har gruppen etableret sig som et af de fremmeste navne i verdensjazzen og har samarbejdet vidt og bredt, blandt andet med giganter som Thurston Moore, Peter Brötzmann, Keiji Haino, Joe McPhee, Evan Parker og Marshall Allen.

Anført af guitarist Umut Caglar inviterer Konstrukt lytteren ind med velkendte elementer, lefler for både garvede som spæde jazzentusiaster, inciterer stonerrockeren, danser let med verdensmusikanterne og efterlader alle med en fuldstændig følelse af, at trods velkendte elementer, så har man aldrig før hørt dem sådan. Denne eksperimenterende tilgang har medført stor opmærksomhed bl.a.fra Sonic Youth-guitarist og mentor for eksperimenterende musik, Thurston Moore såvel som Roskilde Festival, hvor gruppen sidste år indtog scenen.

Som testamente for deres liveevner har Konstrukt udgivet et væld af liveplader ofte med prominente samarbejdspartnere, men denne aften mødes vi af den rene kerne, den direkte indgang til en knude af kreativitet, som for det almene menneske kan virke Gordisk, men for Konstrukt kan bindes op med lethed, vilje og langt mere kontrol end vi opfatter. Det er i sandhed en mulighed for at opleve nogle af jazzens moderne mestre.

Tekst af Peter Svendsen