Gurli Octavia

10.05.19 Support: TBA kr.80 Starting: 21:00 Doors: 20:30 Store sal

En af Danmarks spirende stjerner på den nye, nordiske musikscene er aarhusianske Gurli Octavia, der har høstet store anmelderroser for sine koncerter og ikke mindst de to EP’er hun udgav i 2017. Gurli Octavia har markeret sig som en overbevisende sangskriver og ikke mindst besidder hun en stemme, der i den grad er svær at ryste af sig, når først man én gang er blevet bjergtaget af hendes inderlige, til tider skrøbelige vokal, der også rummer en urkraftig storladenhed. Hendes koncerter indeholder alt fra vilde sange, der næsten bruser over af eufori til spinkle, florlette sange, der får nakkehårene til at rejse sig. Tekstuniverset er eventyrligt, legesygt og kredser om emner, der spænder fra liv og død til kærlighed og retfærdighed. I sommeren spillede hun en anmelderrost koncert på Roskilde Festival, samt på Grimfest og Smukfest, og hendes showcases på SPOT Festival blev fremhævet som en af de bedste, af Soundvenue og Gaffa i både 2017 og 2018, der har smidt følgende ord efter Gurli: ”Cirkusdatteren har udgivet ”Philophobia” og ”Lunacy”. De to ep’er fungerer på mange måder som tvillinger, der har været med til ikke blot at give solisten et velfortjent renomme på rekordtid, men lige vel iscenesat hendes lyd som en velanrettet arvtager til Tina Dickow og Agnes Obels særprægede nordiske folkepop, der taler til et moderne kollektiv af ensomme sjæle.” - GAFFA