Emma Ruth Rundle i Vor Frelsers Kirke

01.11.22 Support: Jo Quail 120,- inkl. gebyr Start: 20:00 Døre: 19:30

Glæd dig til Emma Ruth Rundle i Vor Frelsers Kirke!

Emma Ruth Rundle er en musiker med mange facetter – hendes musik er alt fra drømmende og abstrakt, til klassisk guitar singer-songwriter stil til eksplosioner af maximalisme. På albummet Engine of Hell fokuserer Emma Ruth Rundle på et instrument, som hun lagde på hylden i sine start tyvere, da hun begyndte at spille i band – nemlig klaveret. I kombination med hendes stemme skaber klaverspillet en intimitet, som om vi sidder ved siden af Rundle eller måske endda selv spiller sangene.

Sonisk fanger hun menneskehedens ufuldkommenhed og sårbarhed. Hun siger: ”Her er nogle meget personlige sange; her er mine minder, her er jeg, jeg sidder på kanten af fornuft, og dypper mine tæer i rummets ydre rækker, og jeg tager dig med mig, og det er meget fjollet og ufuldkomment”.

Instrumentet fra Rundles barndom er det perfekte redskab til et album, der i bund og grund er en samling af minder fra hendes barndom – selvom man ikke behøver grave dybt for at indse, at Engine of Hell ikke er sukkersød nostalgi. Som albummet skrider frem, bliver det tydeligt, at Engine of Hell mere er minder end ren poesi. På den bløde akustiske guitarballade ”Blooms of Oblivion” får vi eksplicitte detaljer. Hun synger: “Down at the methadone clinic we waited / hoping to take home your cure / The curdling cowards, the crackle of china / you say that it’s making you pure.” Det bliver endnu tungere på albummets tredje sang “Body”, hvor Rundle beretter om et barndomsminde, hvor et afdødt familiemedlem bliver kørt væk af fremmede.

Sangene, og de beskrevne minder, er ikke altid gennemsyret af sorg. ”Dancing Man” er en af de mest delikate og dystre sange på albummet, med sin søvnige kadence og dæmpede levering, som giver den en tydelig drømmeagtig kvalitet. Alligevel tjener sangen et positivt formål: den fortæller om et elsket minde om Rundle, der danser med en ven – en oplevelse, hun vender tilbage til i tider, hvor hun har brug for påmindelsen om ”perfekte dage med perfekt kærlighed, der eksisterer i et rum, som aldrig kan blive taget fra mig, kan aldrig ødelægges, kan aldrig ændres.”

”For mig er dette album afslutningen på en æra – et årti med at lave plader. Tingene SKAL ændres og har ændret sig for mig, efter jeg blev færdig med at indspille det.” I bund og grund er Engine of Hell et vendepunkt for Rundle – både som kunster og som person. Denne type sangskrivning har tjent sit formål, og hun vil ikke længere dvæle ved fortiden. Det ændrer ikke på det faktum, at Rundles sange i den grad har tjent sit formål, og de kan fortsætte med at være en trøst for andre.