Broken Twin i Budolfi Kirke

04.09.19 - Koncerten er afviklet Kr. 100 inkl. gebyr Start: 20:00 Døre: 19:30 Store sal

Studenterhuset Aalborg og Studenterpræsterne er utroligt stolte af at kunne præsentere den første koncert i lang tid med fantastiske Broken Twin — og så endda i Budolfi Kirkes smukke rammer.

Broken Twin har høstet roser i både ind- og udland for sit debutalbum May. Nu arbejder hun intenst på sit næste album og lægger i den forbindelse vejen forbi Budolfi Kirke for at afprøve nyt materiale og fremføre sange fra det forrige album i en ny konstellation.

Majke Voss Rommes insisterende sange har vakt genklang over det meste af verden og er blevet rost af vægtige medier som The Guardian, NME, Pitchfork og Rolling Stone Magazine samt danske medier som Politiken, Gaffa og Information, der alle kastede deres kærlighed på den danske nordjyde og det fremragende debutalbum, hvor Majkes unikke stemme og stilsikre sangskrivning blev fremhævet som værende mere end ud over det sædvanlige.

Den 4. september 2019 får publikum nu lejlighed til at lytte med for første gang, når der afprøves nyt materiale og fremføres sange fra det imponerende debutalbum i nye arrangementer. “Jeg ser frem til at spille nogle af de nye sange live, at føle, at de lever og ikke kun eksisterer i min egen indspilningsboble. Samtidigt glæder jeg mig til at fremføre nogle af de gamle sange igen. Det er længe siden jeg har spillet live sidst, så jeg er spændt. Det føles nyt igen.” siger Majke Voss Romme.

Hun er i øjeblikket i studiet med et hold af udvalgte musikere. Heriblandt violinist Nils Gröndahl, guitarist Johan Wieth fra bandet Iceage og perkussionist Kristian Paulsen, som alle vil være at finde på scenen d. 4. september.

Koncerten i Budolfi Kirke bliver således et unikt kig ind i arbejdsprocessen med de nye sange, inden Broken Twin igen dedikerer sin tid fuldt ud i studiet til at færdiggøre den kommende plade.

Pressen skrev blandt andet om albummet May: "Broken Twin is the most arrestingly beautiful songwriter we've heard in aeons." (NME, UK) "There's something about the unaffected clarity of Broken Twin that rings true straight away." Pitchfork (US) "Everything the 25-year-old touches turns to mournful majesty". The Guardian (UK)

”The strings - melancholic, dark, almost epic - support this fascinating music” 4/5 Rolling Stone (DE) “Breathtaking debut” Years Best New Artist NPR (US)

"Precious melodies and crystalline voice, the 25-year-old Broken Twin already plays in the big leagues" ROLLING STONE (FR)