Bogfinkevej melder sig endelig klar til deres første landsdækkende turné i mere end 5 år!
DU BEHØVER IKKE AT VÆRE STUDERENDE FOR AT KØBE BILLET
Aarhus-bandet Bogfinkevej udgav den 12. april 2024 surprise-EP'en Længe Fin, der byder på seks stærke numre, der tager lytteren med på en rejse gennem drukhymner, fyldte askebægere og passionerede kærlighedserklæringer. Nu er bandet klar til deres første landsdækkende turné i mere end 5 år!
Selvom Længe Fin har en mørkere og mere moden lyd end forgængeren BFV (2019), indeholder albummet stadig bandets signatur: fængende hooks, poetiske tekster og selvironiske refleksioner. Produktionen er lavet i samarbejde med bl.a. Es og Moonwalkers, hvilket giver et kraftfuldt lydbillede.
EP'en tager lytteren gennem sindsstemninger fra melankoli til euforisk lykke, uden at give tømmermænd dagen efter. Singlerne "1 Enkelt" og "Ånden I Glasset" sætter tonen, og den tredje track, "Lidt I Otte," reflekterer over konsekvenserne.
Bandet blev dannet i 2016 som et hip-hop-kollektiv og er kendt for deres unikke blanding af folk, ungdommelig energi og teknisk hip-hop. De har spillet på store festivaler som Roskilde og Smukfest, og debutalbummet BFV (2019) blev rost for sin blanding af gæsteoptrædener og stor musikalitet. Efter en række succesfulde singler, herunder million-streameren Den Permanente, er bandet nu klar til deres første landsdækkende turné siden 2019.