Big Band Night // THAD JONES 100 – Nordkraft Big Band & Remy Le Boeuf

11.05.23 - Koncerten er afviklet Genre: Jazz 80,- inkl. gebyr (gratis for studerende og unge u. 16 år) Start: 20:00 Døre: 19:30 Store sal

DU BEHØVER IKKE AT VÆRE STUDERENDE FOR AT KØBE BILLET

ALLE KAN KØBE BILLET TIL VORES KONCERTER OG BESØGE VORES BAR

Gå ikke glip af denne aften med bigbandmusik i verdensklasse på Studenterhuset!

OBS! Forsalg er udsolgt, men der vil være begrænset antal billetter i døren. Så kom i god tid.

DU BEHØVER IKKE AT VÆRE STUDERENDE FOR AT KØBE BILLET ALLE KAN KØBE BILLET TIL VORES KONCERTER OG BESØGE VORES BAR

THAD JONES 100 – NORDKRAFT BIG BAND & REMY LE BOEUF (USA) Den 28. marts 2023 er det 100 år siden, at en af bigbandhistoriens største kunstnere i nyere tid, den legendariske musiker, arrangør, komponist og bigbandleder, Thad Jones kom til verden. Nordkraft Big Band og chefdirigent Remy Le Boeuf vil i den anledning hylde Thad Jones’s fantastiske musik.

Thad Jones var frem til 1963 musiker og arrangør i det legendariske Count Basie Orchestra, ligesom han gennem 60’erne var medlem af Gerry Mulligans Concert Jazz Band, hvor han indledte et makkerskab med sin gamle musikerkammerat, trommeslageren Mel Lewis. Sammen dannede disse to kapaciteter i 1965 et Co-lederskab af det legendariske The Thad Jones/Mel Lewis Orchestra. Orkesteret bestod af de absolut ypperste musikere fra jazzscenen i New York, og traditionen med deres Monday Night Big Band på New Yorks ældste jazzklub Village Vanguard er sidenhen blevet en legendarisk tradition, der fortsat holdes i hævd med The Vanguard Orchestra.

Thad Jones havde stor respekt for de gamle mestre og traditioner, og hans arrangementsteknik byggede på disse, samtidig med at Thad Jones førte det ind i en ny epoke. En epoke med anderledes instrumentkombinationer og harmoniske sammensætninger, og derigennem satte han nye standarder indenfor bigbandgenren. Thad Jones var, i kraft af sit virke som komponist, arrangør og bigbandleder, datidens bigband-alkymist, idet alkymisten fjerner urenhederne indtil der til sidst kun er det rene guld tilbage.

Også i Danmark har Thad Jones haft en kolossal indflydelse på bigbandmusikken. Således blev han i 1976 tilknyttet Danmarks Radios Big Band, som orkesterets chefdirigent og inspirator. Sammen tog de på en vidunderlig rejse, der udviklede bigbandet til et af verdens bedste. En status orkesteret til stadighed besidder. Ligeledes var Thad Jones’s virke i Danmark med til at gøre landet, og særligt København, til en af verdens mest attraktive og sprudlende jazzmetropoler, for en lang række af datidens jazzkoryfæer. Thad Jones blev selv meget glad for Danmark og danskerne generelt, hvorfor han bosatte sig i København indtil sin død, den 20. august 1986, og nu ligger begravet på Vestre Kirkegaard i København.

Det er derfor også med en vis ærefrygt og ydmyg tilgang, at Nordkraft Big Bands nyligt tiltrådte chefdirigent Remy Le Boeuf (USA) og Nordkraft Big Band, går til denne opgave. Remy Le Boeuf, der flere gange har været nomineret til den amerikanske Grammy Award for sine kompositioner, vil til koncerten give sit bud på nyfortolkninger af Thad Jones udødelige musik. Arrangementer lavet specielt til Nordkraft Big Band, til netop denne hyldest. Koncerten vil foruden Thad Jones originale musik, også indeholde en særlig hyldest til mesteren selv, idet Remy Le Boeuf særligt til lejligheden har komponeret et værk til Nordkraft Big Band, der trække tråde til Thad Jones musikalske ideer og virke.

Medvirkende: Nordkraft Big Band og chefdirigent/solist Remy Le Boeuf (USA).

NORDKRAFT BIG BAND Nordkraft Big Band er hele Danmarks nordjyske bigband, som gennem de seneste år har markeret sig som et meget aktivt, visionært og seriøst ensemble indenfor rytmisk musik, og nyder vid anerkendelse nationalt og internationalt for udgivelser og koncerter

Bigbandet har senest udgivet pladerne ”We Love Being Here With You” i samarbejde med bigbandets tidligere kunstneriske leder John Clayton og ”Døgnscenerier”, en koncertsuite af og med Nikolaj Bentzon. To udgivelser, der modtager store roser og begge har kontinuerlig spilletid på DR P8 Jazz. I foråret 2022 udkom bigbandets nyeste værk ”Avannaata Pissaanera” (Nordens Kraft) – et spændende samarbejde på tværs af Grønland og Danmark.

Nordkraft Big Band kan i 2023 bl.a. præsentere den unge amerikaner Remy Le Boeuf som ny chefdirigent. Han skal være tilknyttet i en toårig periode og være med til at udvikle bigbandets videre musikalske retning.

REMY LE BOEUF Remy Le Boeuf er saxofonist og komponist og kommer oprindeligt fra en klassisk baggrund, men har siden dyrket jazzens universer. Hans musik er forankret i jazztraditionen, men indfiltrer samtidig den moderne klassiske musik og indie-rockens områder.

Med sin debutudgivelse for jazzorkester, Assembly of Shadows (2019), markerede Le Boeuf sig som en unik stemme med en forkærlighed for filmiske, majestætiske og melodidrevne temaer. Han blev hyldet af New York Times for sin musiks "overvældende skønhed" og opnåede året efter hurtigt to Grammy-nomineringer for bedste instrumentale komposition og bedste arrangement. I 2021 udgav han en supplerende efterfølger, Architecture of Storms (2021), der viser hans akrobatiske saxofonspil, mens han udforsker mangfoldigheden af hans følelser og påvirkninger.

————————————— Koncerten er en del af Nordkraft Big Bands projekt Big Band Night, hvor vi sætter fokus på at præsentere jazz- og bigbandmusik for især unge mennesker og på sigt opbygge og sikre et publikum for genren i fremtiden. Big Band Night-koncerterne er støttet af Statens Kunstfond, Spar Nord Fonden og Aalborg Kommune.